LYNN HOFFMAN OG ‘RHIZOMATIC LIVING’

En aften i den sidste måned af 2017, – samme aften, som jeg fejrede vintersolhverv på stranden med venner og bål og suppe på en strand i Danmark – åndede Lynn Hoffman ud for sidste gang på på et hospital på USA’s østkyst.

Lynn Hoffmans liv på jorden strakte sig over 93 år, og de tanker og ideer, som hun udviklede sammen med andre undervejs, kom til at række langt ud over oceaner og kontinenter og landegrænser og andre grænser. Hendes arbejde inspirerede og ad veje og vildveje kom hendes særlige stemme i familieterapien og det relationelle arbejde til at skabe ny mening i min praksis på et helt konkret område, som jeg vil vende tilbage til.

Herfra, hvor jeg sidder i dag og leger og maler med store ord, kan man måske sige, at jeg med mine brede penselstrøg forsøger at fremstille et lillebitte, tredimentionelt hjørne af Lynn Hoffmgans dybe dyb og høje højder, som det ser ud for mig, på den afstand, der nu engang er i både tid og rum. Som jeg oplever hende, indefra og ud …

Generelt forekommer den store ramme omkring Lynn Hoffmans arbejde aldrig statisk, aldrig skråsikker. Hun var uærbødig overfor egne ideer. Hun var i bevægelse. Hun fremstod refleksiv i sin formidling af dét, der var, og med stor nysgerrighed i forhold til det, der var på vej. Hun var, da og der, på den måde indbegrebet af ‘not-knowing’ – et centralt begreb fra Harry Goolishian og Harlene Anderson i Galveston – for hvis vi VED, behøver vi ikke at være nysgerrige.

I tilbageblik kan det – med et par centrale punktnedslag – se ud som om, Lynn Hoffman i sit liv fulgte en rød tråd, som hun undervejs lod vikle omkring forskellige ståsteder.
I 1980’erne bevægede hun sig væk fra ekspertpositionen i familieterapiens spæde start og ind foran etvejsspejlet sammen med med familierne og Milano-folkene. Senere fremgår det af flere af hendes ven, canadiske Chris Kinmans Rhizomatic Network youtubes, hvordan hun med ‘poetic disobedience’ har bevæget sit fokus væk fra en verden af adskilte enheder – herunder den enkelte/familien – og henimod en ‘rhizomatic thinking’ af al tings og natur og menneskers forbundethed.

Der er selvfølgelig utallige mellemregninger, og der er rigtig meget, jeg ikke ‘ved’ om Lynn Hoffmans liv og arbejde og bevæggrunde, men disse 2 skift i megaperspektiv vidner for mig om en evne og en vilje og en lyst til bevægelse, til at be-gribe nye tanker og ideer, til at gribe ud efter og gribe om de muligheder, der dukker op undervejs. Vel at mærke som en naturlig forlængelse og uden at forkaste det, der var.

‘Rhrizome thinking’ handler om økologi i allerbredeste forstand. Økologi handler ikke kun om skoven og naturen og om affaldssortering. Det handler mindre om adskilte enheder, og mere om (større) sammenhænge mellem mennesker og natur og ting. Det handler om opmærksomhed på måder at leve sit liv og være i verden på. Det handler om kontekster og menneskers relationer, om sproget, om kropslige fornemmelser og re-aktioner på den/det anden/andet. Det handler om den måde, vi kommunikerer med (og ikke om) hinanden på. Det handler om at træne sit øje for kompleksitet.

For mig, personligt og fagligt, har Lynn Hoffmans begreb SHAREVISION været håndgribeligt. Og det har været en gave for min tilgang til praksis.
Fra jeg første gang for år siden mødte ordet SHAREVISION, fra jeg for allerførste gang smagte på dette begreb, har det været en lækkerbisken. Det har på en måde forlænget min verden med brædder, for i selve sproget, i måden, vi anvender ord og begreber, fortæller vi hinanden noget om, hvordan vi anskuer verden. Og jeg mærkede genkendelse, da jeg mødte Lynn Hoffmans mere horisontale måde at anskue verden og forstå tilværelsen.

Med begrebet SHAREVISION, dét at dele visioner og ‘viden’ med hinanden, signalerer Lynn Hoffman for mig et anderledes (meta-)perspektiv på menneskers levede liv, end begrebet SUPERVISION i sig selv rummer. Det sidste, SUPERVISION, kan indikere, at supervisor ‘ved’ bedst. At der findes en (global) ‘viden’, som er ‘rigtigere’/mere ‘sand’ end den foranderlige, sproglige og kropslige (lokale) ‘viden’, som lever i og imellem os.

Der er selvsagt sammenfald i praksis mellem SUPERVISION og SHAREVISION, og det er måske snarere i mellemrummet mellem disse begreber, at forskellen bliver synlig. Fordi de fundamenter, de hviler på, kan anskues forskelligt.
For mig indikerer selve begrebet SHAREVISION’ på en måde en udvidelse eller en transformation af supervisionens arena. En udvidelse, som gør dialogerne og reflektionerne og fællesskaberne mere centrale, og som gør samskabelsesprocessen mere synlig. Som snarere positionerer ‘share-visor’ som deltagende facilitator end som hende med særlig adgang til den ‘rigtige viden’, hende, der ‘ved’ bedre. Ikke fordi det ikke også i situationer kan være brugbart med en synlig forståelsesramme og en fælles ‘viden’, men fordi selve begrebet ‘viden’ snarere hører hjemme i naturvidenskaben end i menneskers levede liv med hinanden og med naturen omkring. Fordi selve begrebet ‘viden’ i relation til levet liv på en måde er meningsløst.

Lynn Hoffmans liv var bevægelse. Hendes død er ikke et sidste farvel. Det er – som forfatteren og samfundsdebatøren Carsten Jensen for et stykke tid siden udtrykte det i et opslag på fb – bare et første farvel. For samtalen med Lynn Hoffman, med hinanden, med os selv fortsætter og bevæger sig langt udover grænsen mellem liv og død.