Udgivet den

LYNN HOFFMAN OG ‘RHIZOMATIC LIVING’

En aften i den sidste måned af 2017, – samme aften, som jeg fejrede vintersolhverv på stranden med venner og bål og suppe i Danmark – åndede Lynn Hoffman ud for sidste gang på på et hospital på USA’s østkyst.

Lynn Hoffmans liv på jorden strakte sig over 93 år, og de tanker og ideer, som hun udviklede sammen med andre undervejs, kom til at række langt ud over oceaner og kontinenter og landegrænser og andre grænser. Hendes arbejde inspirerede og ad veje og vildveje kom hendes særlige stemme i familieterapien og det relationelle arbejde til at skabe ny mening i min praksis på et helt konkret område, som jeg vil vende tilbage til.

Herfra, hvor jeg sidder i dag og leger og maler med store ord, kan man måske sige, at jeg med mine brede penselstrøg forsøger at fremstille et lillebitte, tredimentionelt hjørne af Lynn Hoffmgans dybe dyb og høje højder, som det ser ud for mig, på den afstand, der nu engang er i både tid og rum. Som jeg oplever hende, indefra og ud …

Generelt forekommer den store ramme omkring Lynn Hoffmans arbejde aldrig statisk, aldrig skråsikker. Hun var uærbødig overfor egne ideer. Hun var i bevægelse. Hun fremstod refleksiv i sin formidling af dét, der var, og med stor nysgerrighed i forhold til det, der var på vej. Hun var, da og der, på den måde indbegrebet af ‘not-knowing’ – et centralt begreb fra Harry Goolishian og Harlene Anderson i Galveston – for hvis vi VED, behøver vi ikke at være nysgerrige.

I tilbageblik kan det – med et par centrale punktnedslag – se ud som om, Lynn Hoffman i sit liv fulgte en rød tråd, som hun undervejs lod vikle omkring forskellige ståsteder.
I 1980’erne bevægede hun sig væk fra ekspertpositionen i familieterapiens spæde start og ind foran etvejsspejlet sammen med med familierne og Milano-folkene. Senere fremgår det af flere af hendes ven, canadiske Chris Kinmans Rhizomatic Network YouTubes, hvordan hun med ‘poetic disobedience’ har bevæget sit fokus væk fra en verden af adskilte enheder – herunder den enkelte/familien – og henimod en ‘rhizomatic thinking’ af al tings og naturens og menneskers forbundethed.

Der er selvfølgelig utallige mellemregninger, og der er rigtig meget, jeg ikke ‘ved’ om Lynn Hoffmans liv og arbejde og bevæggrunde, men disse 2 skift i megaperspektiv vidner for mig om en evne og en vilje og en lyst til bevægelse, til at be-gribe nye tanker og ideer, til at gribe ud efter og gribe om de muligheder, der dukker op undervejs. Vel at mærke som en naturlig forlængelse og uden at forkaste det, der var.

‘Rhrizome thinking’ handler om økologi i allerbredeste forstand. Økologi handler ikke kun om skoven og naturen og om affaldssortering. Det handler mindre om adskilte enheder, og mere om (større) sammenhænge mellem mennesker og natur og ting. Det handler om opmærksomhed på måder at leve sit liv og være i verden på. Det handler om kontekster og menneskers relationer, om sproget, om kropslige fornemmelser og re-aktioner på den/det anden/andet. Det handler om den måde, vi kommunikerer med (og ikke om) hinanden på. Det handler om at træne sit øje for kompleksitet.

For mig, personligt og fagligt, har Lynn Hoffmans begreb SHAREVISION været håndgribeligt. Og det har været en gave for min tilgang til praksis.
Fra jeg første gang for år siden mødte ordet SHAREVISION, fra jeg for allerførste gang smagte på dette begreb, har det været en lækkerbisken. Det har på en måde forlænget min verden med brædder, for i selve sproget, i måden, vi anvender ord og begreber, fortæller vi hinanden noget om, hvordan vi anskuer verden. Og jeg mærkede genkendelse, da jeg mødte Lynn Hoffmans mere horisontale måde at anskue verden og forstå tilværelsen.

Med begrebet SHAREVISION, dét at dele visioner og ‘viden’ med hinanden, signalerer Lynn Hoffman for mig et anderledes (meta-)perspektiv på menneskers levede liv, end begrebet SUPERVISION i sig selv rummer. Det sidste, SUPERVISION, kan indikere, at supervisor ‘ved’ bedst. At der findes en (global) ‘viden’, som er ‘rigtigere’/mere ‘sand’ end den foranderlige, sproglige og kropslige (lokale) ‘viden’, som lever i og imellem os.

Der er selvsagt sammenfald i praksis mellem SUPERVISION og SHAREVISION, og det er måske snarere i mellemrummet mellem disse begreber, at forskellen bliver synlig. Fordi de fundamenter, de hviler på, kan anskues forskelligt.
For mig indikerer selve begrebet SHAREVISION’ på en måde en udvidelse eller en transformation af supervisionens arena. En udvidelse, som gør dialogerne og reflektionerne og fællesskaberne mere centrale, og som gør samskabelsesprocessen mere synlig. Som snarere positionerer ‘share-visor’ som deltagende facilitator end som hende med særlig adgang til den ‘rigtige viden’, hende, der ‘ved’ bedre. Ikke fordi det ikke også i situationer kan være brugbart med en synlig forståelsesramme og en fælles ‘viden’, men fordi selve begrebet ‘viden’ snarere hører hjemme i naturvidenskaben end i menneskers levede liv med hinanden og med naturen omkring. Fordi selve begrebet ‘viden’ i relation til levet liv på en måde er meningsløst.

Lynn Hoffmans liv var bevægelse. Hendes død er ikke et sidste farvel. Det er – som forfatteren og samfundsdebatøren Carsten Jensen for et stykke tid siden udtrykte det i et opslag på fb – bare et første farvel. For samtalen med Lynn Hoffman, med hinanden, med os selv fortsætter og bevæger sig langt udover grænsen mellem liv og død.

Udgivet den

Om oliven. Og om broer. Og om samskabelse. Hvad er det for noget, det der samskabelse?


I den romerske mytologi har guden Janus navngivet årets første måned, januar. Han repræsenterer begyndelsen og enden, og han er guden for broer og døre og overgange. Forvandlinger. Janus har to ansigter, det ene vendt mod fortiden, det andet mod fremtiden.

Lige nu og her, hvor vi er tæt på afslutningen af et år og på vej ind i et nyt, sidder jeg i en lejlighed i Malaga og venter på tørvejr, mens jeg hører Lovin’ Spoonful, ‘Summer In The City’. Mens jeg spiser ost og oliven. Mens jeg reflekterer over mit arbejdsliv, samspillet med andre. Samskabelsen. Dét, der var. Dét, der er. Dét, der kommer. Bevægelsen.

Jeg sidder og tænker tilbage på det forløbne års invitationer, på formelle møder og samtaler og konferencer i ind- og udland. Jeg tænker på min deltagelse som gæst i andres workshops, og på dem, hvor jeg selv har været vært. Og på noget af alt det, som har været ind imellem. Jeg sidder her og zoomer, ind og ud.

Jeg deltog som sædvanligt i FOLKEMØDET på Bornholm i maj måned, – en helt særlig samskabelsesarena med åbne og nysgerrige dialogfora. Før det, i overgangen mellem marts og april måned, var jeg deltager i den tredje internationale konference, ICCP, på universitetet i La Laguna på Tenerife, – her omgivet af mennesker fra hele verden med en fælles optagethed af det dialogiske og det samskabende. Som en direkte følge af denne og andre møder og workshops og konferencer igennem årene blev jeg efterfølgende, personligt inviteret af Harlene Anderson og Ken Gergen ind som TAOS associate i det socialkonstruktionistiske netværk omkring TAOS Institute.

I maj måned var jeg medskaber af et bevægende nordisk samskabelsesseminar på BORGE-KALOTTEN, – på een af Norges underskønne pletter ud for Tønsberg. I september blev jeg inspireret på METALOG-konferencen, og i november lærte jeg ‘numseskrift’ og fik andet nyt stof til eftertanke på STOK’s årsmøde.

Ind imellem alt dette har jeg i årets løb været supervisant, jeg har været supervisor. Jeg har stået i spidsen for sharevisions, og jeg er som uddannelsessupervisor for kommende familieterapeuter blevet holdt til ilden og inspireret af nysgerrighed, tvivl, begejstring og kritik. Jeg har støttet og vejledt omkring menneskers sårbarhed, jeg har rådgivet mennesker i udsatte positioner, – mens de samtidig har gjort mig klogere på lige præcis deres liv, mens de har  husket mig på, at mennesker ikke er maskiner.

Jeg har deltaget i mere uformelle køkkenmøder og sammenkomster og middage. Jeg har kommunikeret med fagfæller og andre mennesker via mails, via messenger, via facebook. Jeg har læst artikler, bøger, set film og jeg har løbende reflekteret over det hele med andre.

Fælles for alle disse indtryk og udtryk er, at de, sammen med myriader af andre møder og samtaler og dialoger i det seneste år har skabt nye ringe og bevægelse i mit og andres vand. De har fodret og inspireret og præget og givet nye tanker og eftertanker i samspillet mennesker imellem. Og de har været forudsætning for mit eget indefra-og -ud-udtryk, som det former sig og viser sig lige her og nu, hvor jeg sidder på en regnvejrsdag i Malaga og spiser oliven og skriver dette.

Mit år har ligesom alle andres budt på oplevelser, som har bevæget og som har skabt bevægelse. For mine omgivelser. For mig. I mig. For mit samspil med mine omgivelser. For mine omgivelsers bevægelser. Faglige oplevelser, personlige oplevelser. Tæt nærvær og fordybelse. Glæder, sorger, ængstelse. Alvorlig sygdom. Død. Nyt liv.

Somme tider bliver jeg spurgt, hvad det egentlig er, jeg laver, når jeg er på arbejde. Hvad er det for noget, det der samskabelse? Hvad kan det?

Jeg tror ikke, der findes enkle svar på de spørgsmål. Der findes sjældent eller aldrig enkle enkle og entydige svar på noget som helst, der har med levet liv at gøre. Som jeg ser det, som det også fremgår af ovenstående, er liv bevægelse, alt levende er i stadig bevægelse mellem forskellige og stadigt foranderlige kontekster. Levet liv handler på en måde om at skabe sammenhæng og mening mellem her-og-nu øjeblikke. Det handler om, hvordan vi er tilstede sammen i særlige møde-øjeblikke, og hvordan vi bevæger os og zoomer ind og ud mellem disse og andre og større sammenhænge. Og om hvordan vi agerer og taler med hinanden om det, som vi er optaget af, dét, som vi mærker og oplever. Hvordan vi (sam-)skaber mening i vore egne liv og i andres.

Ja ja. Og hvad betyder det så? insisterer spørgeren måske. Er det (endnu) en ny metode, en ny teknik? Er der evidens?

Vi lever i en tid og en (vestlig) verden, hvor naturvidenskaben hersker. Vi vil gerne kunne dokumentere, at de metoder og de teknikker, vi benytter os af i psykosocialt arbejde og i terapi nu også er de rigtige. At de er evidente. Vi vil gerne kunne lave cost-benifit-analyser. Vi vil gerne kunne måle og veje. Vi vil så gerne kunne være sikre. Vi vil så gerne kunne forudsige den sikre og entydige vej fra A til B. Men mennesker er ikke maskiner. Mennesker agerer og tænker og føler og oplever forskelligt og uforudsigeligt, og ingen kan på forhånd vide, hvad der giver mening i den givne kontekst.

Med det dialogiske, det samskabende bevæger vi os i det åbne og det usikre. Dér bevæger vi os, hvor det ikke altid er muligt at planlægge og forudsige effekter. Dér fungerer det som en gensidig sproglig og kropslig og foranderlig proces mellem mange stemmer, – mellem de, som er tilstede og alle de andre, som er omkring.

Som dialogiske terapeuter kan vi forberede os på samtalen, vi kan ikke planlægge den. For vi ved ikke, hvad den anden kommer med, af levet liv, af erfaring. Vi ved heller ikke altid, hvad vi selv bringer ind i mødet med den anden, og hvordan andens historier og narrativer vil spille ind i vores egne. Men vi kan øve os i at lægge vore for-forståelser lidt til side, og vi kan invitere indenfor i undersøgende og nysgerrige rum og rammer, hvor klientens stemme og historie får forrang. Vi kan åbne os for klientens fortællinger og narrativer, også – og måske særligt – når vi IKKE forstår. Vi kan undre os og være nysgerrige, vi kan forsøge at fokusere, vi kan spørge, vi kan lytte, vi kan mærke efter, vi kan være stille, vi kan være usikre, vi kan reflektere sammen med klienten over historien, som den folder sig ud under samtalen.

Den dialogiske samtale drejer sig om det rum og den meningsfulde fortælling, som vi – terapeuten og klienten – skaber og udvikler sammen i netop denne kontekst. Den drejer sig om forløb og om mødeøjeblikke, som udvider og forandrer både klientens OG terapeutens verdensbilleder. Samtaler og mødeøjeblikke, som bevæger og transformerer. Ikke ved hjælp af teorier, metoder og teknikker, men igennem åbent og nysgerrigt og fokuseret nærvær omkring det, der betyder noget for klienten. I klientens verden, i klientens perspektiv, og i klientens sprog og måde at tale om det og forstå det på.

Det, der driver mig, er samtalen. Den løbende og bevægelige og aldrig afsluttede samtale. Den måde, vi løbende påvirker og præger hinanden. Det, der tænder mig, er at lysten til at invitere til dialogisk rum og energi, at invitere til samtaler, der betyder noget for mennesker. At være vært og at være gæst i sammenhænge med fokuseret samvær og nærvær. Det er dét, der betyder noget, – i terapi, i super- og sharevision, i workshops. Og i livet i øvrigt.

Her i Malaga er regnen hørt op, mens jeg reflekterede og skrev. Dagen svinder, mørket ved at falde på. I morgen lover byvejret på DMI høj sol. I morgen er en ny dag. I morgen venter nye indtryk. Nye udtryk, nye aftryk.

Snart er det jul, og snart vender vi sammen med Janus ansigterne mod mod et nyt år. Snart bevæger vi os ind i januar, en ny begyndelse ….